VisitHaderslev
Hertug Hans Festival

Ny guidet byvandring – I Hertug Hans’ fodspor

2/1/2021

I forbindelse med at det i juni er 500 år siden, at Hertug Hans den ældre blev født, har VisitHaderslev fået lavet en ny spændende tur, som vil bringe dig rundt i den gamle bydel, hvor der stadig er spor efter Hertug Hans.

Hertug Hans gav Haderslev sin storhedstid fra midten af 1500-tallet og 100 år frem. Han var lillebror til Kong Christian lll, og fik i sin tid som Hertug bl.a. opført det storslåede renæssanceslot Hansborg, Hertug Hans Hospital og sociale institutioner som f.eks. fattigvæsnet.

På turen vil du få fortællinger og anekdoter om Hertugens begivenhedsrige liv og hans betydning for Haderslev by. Du kommer igennem Haderslevs gamle bydel og vil se smukke historiske huse undervejs, helt tilbage fra Hertugens tid. Denne tur er lavet specielt til 2021, hvor Haderslev by markerer Hertug Hans’ 500-års fødselsdag. Ved den årlige Hertug Hans Festival vil hans fødsel blive markeret. Festivalen er hvert år den 1. weekend i juni.

Der vil være præmiere på den guidede tur d. 4. juni i forbindelse med Hertug Hans Festivalen. I juli og august kan du også komme med på turen om tirsdagen.

Vil du sikre dig en billet til turen, kan du allerede nu booke en billet på Destination Sønderjyllands bookingsystem: www.booksonderjylland.dk