VisitHaderslev
Familieferie i Haderslev feriehus

Opfordring til udlejning af dit sommerhus

3/16/2021

Der er allerede nu kommet en del bookinger ind til sommersæsonen, og Danmark er stadig en meget populær ferie destination for tyskere. Derfor vil vi gerne opfordre til udlejning af dit sommerhus, hvis du ikke selv bruger det.

Foråret er så småt ved at holde sit indtog, og vi kan se tilbage på en sæson 2020 hvor der har været rift om overnatninger i vores område. I sommersæson 2020 (juni-august) var der hele 119.424 overnatninger i sommerhuse i Haderslev kommune mod 110.082i 2019. Det vil sige en stigning på 9.342 overnatninger. Sommerlandet har summet af glade turister, butikkerne og restauranterne i Haderslev kommune, har nydt godt af, at der har været så mange turister.  

Det ser ud til at danske turister også fortsat i 2021 vil holde deres sommerferie i Danmark. Så skal du ikke selv bruge dit sommerhus i nogle af ugerne i sommerferien, kan du stadig nå at leje det ud. Der er mange spændende aktiviteter i Haderslev kommune, turister kan f.eks. opleve Acture Park og mere end 50 forskellige aktiviteter med action. Mange af aktiviteterne foregår udendørs i trygge rammer for hele familien. 

VisitHaderslev har igen i år udgivet en turistguide i 20.000 eksemplarer, som vil ligge ved vores 12 infopoint og ved mange aktører og butikker. Alle sommerhusejere får også et eksemplar i deres postkasse, så deres gæster har god mulighed for at finde spændende aktiviteter og seværdigheder i Haderslev kommune. 

Turismekoordinator Lis Christensen udtaler at VisitHaderslev har stor forespørgsel om Årø og de forskellige aktiviteter turister kan opleve på øen, så vi forventer at øens restauranter og gårdbutikker igen får et travl år. Ligeledes er der stor forespørgsel på udendørs aktiviteter som vandring på Camino Haderslev Næs ruten, overnatning i shelters og cykelruter. 

Ifølge medierne, er der allerede nu kommet en del bookinger ind til sommersæsonen, og Danmark er stadig en meget populær ferie destination for tyskere. Derfor kan vi allerede nu forudse, at der vil blive stor rift om at leje et sommerhus i vores kommune. Haderslev Erhvervsråd vil derfor gerne opfordre sommerhusejere til at udleje deres sommerhuse i 2021 i de uger, det alligevel ikke bruges. Tag gerne kontakt til et udlejningsbureau, eller lej dit sommerhus ud gennem Air B&B. 

Hvis sommerhuset udlejes gennem bureau, vil der være et skattefrit fradrag på 42.700 kr.