
ARTIKEL: Shopping - "det er bare med at komme afsted" siger Lilian
Lilian er en af de lokale ildsjæle i Haderslev, og hun shopper gerne i Haderslev, Vojens og Gram. Her er en fantastisk samling af forretninger, med naturområder helt tæt på og Torvedage.
Shopping i Haderslev Historiske Handelsby
”Sørg for at handle ind i dit nærområde, de har brug for det”, hører vi igen og igen. Og i Haderslev Kommune er det overhovedet ikke svært. Vi har alt, hvad vi skal bruge lige i nærheden. Se nu bare her i Haderslev By: En fantastisk samling af mange forskellige forretninger, der kan tilfredsstille enhver smag.
Gå en tur ned gennem gågaden med start på Torvet/Nørregade med en lille brunch på et af de lækre spisesteder, der findes her. Det er en god start, og på Torvet kan man også blive inspireret i den nye gourmetforretning med spændende ting, eller man kan stikke hovedet ind til Per hos Vin og Vin og få gode råd om vinen til aftenens middag.
Fortsætter vi ned ad gågaden kommer vi forbi Vor Frue Kirke, der er et besøg værd. Her er masser af historier, der kan fortælles, og ofte kan man træffe kirketjeneren, der ikke er bange for at dele ud af den store viden, han har. Nu kommer vi ned til spændende tøjforretninger, en boghandel, der heldigvis genopstod, isenkram med masser af gode gaveidéer. Og slår man et slag ind til højre, kan man købe sig en dejlig kop kaffe med en glutenfri kage til hos Søster Selvsving.
Foto:VisitHaderslev
I Smedegade kan vi også være heldige at høre Haderslevs forskellige kor øve sig, så der er liflig sang i gaden – hyggeligt.
Kommer man ned til pølsevognen ved biblioteket, kan man slå et sving til venstre og komme ned til byens åndehul, Damparken. Køb en lille is eller en kop kaffe ved kiosken, og tag en gåtur rundt om dammen og nyd de mange fine blomster og skulpturer. Det giver ro i sjælen. Gå eventuelt et smut over på den anden side af omkørselsvejen og se det fine mindesmærke over alle de mennesker, der døde i den frygtelige damkatastrofe. En fin mindelund, hvor eftertænksomheden kan få en lille stund.
Går vi tilbage til gågaden, finder vi stadig masser af fine specialforretninger, der kan dække alles behov. Der er heldigvis altid liv og gang i gågaden, og lige om lidt er der også en Dampassage, der vil blive fyldt med liv og glade cafégæster. Det vil jeg personligt glæde mig meget til.
I den nordlige ende af gågaden kan vi nyde et enkelt glas vin, en kop kaffe eller et glas med lækker gin, inden vi går igennem Haderslev Centrum, hvor tørsten kan blive slukket med en dejlig kold fadøl, og hvor der ofte er musik og glade dage i weekenderne. Når vi kommer ud på Gravene, kan vi tage en slapper på de fine bænke, der er stillet op og nyde en dejlig kop kakao fra den lille fine kaffebar. På torvedagene tirsdage og fredage, er der masser af lækre grønsager, blomster, oste, æg eller fisk – lige hvad man kan ønske sig af gode varer.
Skulle sulten melde sig, er der mange gode spisesteder, der kan afhjælpe dette.
En tur fra Gravene og ud gennem Jomfrustien vil bl.a. byde på helsekost, tøjforretning, fine blomster og mulighed for endnu en dejlig is. Læg mærke til de fine flag, der er hængt op både på Jomfrustien og på Nørregade. Jomfrustien har fået en smuk ansigtsløftning, og der er lavet god plads til, at man kan sætte sig og nyde en stille stund. Fortsætter vi lige ud, ender vi ved havnen, hvor der er mulighed for at udleve drømmen om en tur på et løbehjul i den flotte StreetDome eller bare sidde og se på de flotte skibe, der ligger i havnen.
Foto:VisitHaderslev
Afstikker til butikkerne i den aktive stationsby Vojens og slotsbyen Gram
Nu arbejder jeg i Rådhuscentret i Vojens, så jeg er ofte en tur rundt på pladsen i min frokostpause. Og også i Vojens er der masser af muligheder for at få sin købelyst styret. Der er herretøjsforretning, boghandel, isenkram, briller og meget mere. Og midtbyen byder bl.a. på smukke blomsterforretninger, en ny flot dametøjsforretning. Der er masser af mennesker hele tiden, så der er altid noget at se på. Hvis man bare har lyst til at få en lille is ved Bager Nielsen og så sidde og slappe lidt af, møder man altid venlige mennesker, der vil have en lille snak, hvis det er det, man trænger til.
Foto:Tørning Mølle
Af og til tager jeg en tur til Gram, bl.a. for at handle hos de søde og dygtige ansatte hos Vivi. Der er fyldt med masser af lækkert dametøj, og jeg vil påstå, at der er noget for enhver smag. Tag også en gåtur gennem den dejlige slotsby, og gå endelig ikke glip af den smukke slotspark. Den er bestemt et besøg værd. Skulle sulten gnave i maven efter en god spadseretur, er der hjælp at hente både i midten af byen men bestemt også i en af de to kroer eller ved slotscaféen.
Foto:VisitHaderslev
Vi har en skøn kommune, der gemmer på mange gode oplevelser. Både fine shopping muligheder, men også med mulighed for en tur til strand og vand eller små fine landsbyer med spændende kirker, smukke huse og små hemmeligheder.
Det er bare med at komme afsted og prøve det af – rigtig god fornøjelse!
Haderslev den 27. april 2021
Lilian Vollstedt.