Ved udstillingens begyndelse træder man ind i et mørkt rum, der lyses op af dæmpede bloklys. Det er betagende, og i stearinlysenes skær møder man George Beyer, hertugens mest betroede medarbejder, der fortæller om hertugen og kancelliet på slottet Hansborg i Haderslev, hvor hertugdømmet blev administreret fra. Her kan du se nogle af kancelliets håndskrevne lovbøger og et søjlefundament fra slottet, som ikke længere eksisterer. I det efterfølgende afsnit er hertugens familieforhold og slægtskab med det danske kongehus gjort tydeligt i et stamtræ, og et kort viser det landområde, han herskede over. Her kan du også se det eneste eksisterende samtidige farvelagte portræt af Hans den Ældre i form af en lille voksmedaljon. Derefter træder du ud i et landskab af spændende fortællinger om aktiviteter, hertugen satte i værk i sin levetid og de aftryk, han har sat på eftertiden. Dette bliver fortalt visuelt og lettilgængeligt gennem historiske genstande og billeder fra hertugens tid og en film. Når man når frem til hertugens død i 1580, møder man, som en helt særlig genstand, hertugens kiste og historien om den uenighed, der opstod omkring, hvor hertugen skulle bisættes. Hans den Ældre havde ingen arvinger, og derfor blev hans hertugdømme opløst og områderne fordelt til hans slægtninge. Ved udstillingens udgang bliver man mødt af en mindevæg, der gennem billeder, genstande og skilte fra nyere tid, viser den betydning hertugen har haft for Sønderjylland, og især den betydning hertugen har haft for Haderslev, der stadig fejrer hertugen årligt, med en renæssance-festival opkaldt efter hertugen, nemlig Hertug Hans Fest.