Aarøsund
Med hvide sandstrande bredt ud mod både nord og syd finder du den hyggelige havneby Årøsund lige ud til Lillebælt. Her kan du gå tur ved lystbådhavnen og den nye havnepromenade. Den 300 meter lange promenade giver dig en 360 graders udsigt ud over det fantastiske Lillebælt og den smukke ø, Aarø. Tag et pit stop ved Aarøsund havnegrill og tag en is med ud på promenaden mens du nyder aftensolen.
Vidste du at Aarøsund er det eneste sted ved Lillebælt, hvor der stadig indskibes fisk til salg på fiskemarkedet i Hvidesande? Det er også herfra at der eksporteres kaviar til lande som Japan, USA og Australien. Nabo til fiskefabrikken ligger det gamle bådbyggeri, som holder liv i de gamle håndværkertraditioner. Når der er åbent er du meget velkommen til at stikke hovedet ind forbi og se bådbyggerne over skulderen.
Få en ekstraordinær oplevelse på det prisvindende Aarøsund Badehotel. Nyd det autentiske badehotelsidyl hvor der serveres gourmetretter i smukke omgivelser. Fra hotellet kan man gå direkte ned på sandstranden og nyde den smukke udsigt over til øen Aarø. Det er også på dette badehotel at du finder Victor Borges flygel, Karen Blixens sofaarrangement og malerier fra Kejser Wilhelm og Hammershus.
I den sydlige del af Aarøsund finder du en af Danmarks største campingpladser "Gammelbro Camping". Her er der masser af muligheder for både at bade, fiske, dykke, snorkle og være kreativ. Campingpladsen har swimmingpool, som også gerne må benyttes af gæster, der ikke bor på pladsen.
Fra Aarøsund kan man snørre vandrestøvlerne og tage ud på Camino Haderslev Næs. Vandreruten er på 106 km, men der er ingen som siger du skal tage det hele på en dag. Den bugter sig mellem 9 fantastiske kirker gennem det Sønderjyske landskab. Gennem mark og skov, ad grusstier, landeveje og cykelstier og med kig til bakker og vand byder Camino Haderslev Næs på en skøn og afvekslende tur.