Gå til indhold
©  Foto:

Det røde vandtårn

Haderslevs vartegn.

Kom til tops i Haderslev

Det røde vandtårn, som ligger i Kløften, blev bygget i 1924, og var et led i byens bestræbelser på at sikre godt og rigeligt vand til borgerne, som blev flere og flere efter genforeningen. Den 1. januar 1925 blev tårnet taget i brug for første gang, og der var offentlig adgang til vandtårnet fra 1924 - 1966, hvor man kunne komme ind og nyde udsigten ud over byen. 

Med dette vandtårn fik Haderslev en seværdighed, idet udsigten fra glughulskransen er fantastisk. Udsigten er skøn over byens tage og det omliggende land, fra Lillebælt i øst til langt ind over det sønderjyske bakkeland mod vest. 

Det røde vandtårn fungerer ikke længere som vandtårn. Dog er vandtårnet i dag et symbol på Kløften Festival, som afholdes hvert år i juni måned, når skolerne får sommerferie. Derudover bærer vandtårnet byens adventsstjerne de sidste uger af året, og spreder julehygge i december måned.

Ønsker du at besøge tårnet kan du også ringe til VisitHaderslev på tlf. +45 73 54 56 30 (man-fre 10.00-15.00) for mere information.

Familie event: Julestjernen tændes i Haderslev

27. November kl.17.00 tænder julemanden julestjernen, på det Røde Vandtårn, i Haderslev. Der vil være poser til alle børn og mulighed for at købe gløgg, saft samt æbleskiver. Der er gratis adgang til toppen af tårnet og det lokale band TheClowns står klar til at gøre eftermiddagen ekstra stemningsfuld. Bandet spiller en lille intim koncert med deres egne numre i tårnet, og glæder sig rigtig meget til at være med til den hyggelige juletradition. Nogle af bandets medlemmer er naboer til vandtårnet og glæder sig altid til den tid på året, hvor stjernerne bliver tændt og skaber en helt speciel stemning i Kløften parken igennem hele julemåneden. Musikken er stemningsfuld og melodisk og passer rigtig godt til de lidt mere intime koncerter, som tårnet indbyder til. Og så kan bandet godt lide at prøve forskellige ‘scener’ af. Kirkerummet er fx en af bandets favoritscener - og det røde vandtårn kan også noget helt særligt som scene for en koncert. Det er 3. gang TheClowns giver koncert i vandtårnet. De glæder sig og håber, at rigtig mange vil være med, når stjernerne tændes til stemningsfuld musik og duften af gløgg og lune æbleskiver.

Find more inspiration here: