Grarup Kirke

Grarup Kirke ligner de fleste kirker med et hvidkalket ydre og blytækt tag. Dog adskiller kirken sig fra de fleste andre kirker ved at have et tårn på østsiden af koret. 

Tårnet er tilføjet den romanske kirke i gotisk tid, hvor der også blev tilføjet et sakristi i nord og en vestforlængelse af skibet. Her fik koret også hvælvinger ligesom den oprindelige triumfbue blev spidsbuet. I 1951 blev hele kirken restaureret. 

Alterbordet er af granit og er ligesom keramik-krucifikset over alteret, prædikestolen og stolestaderne fra 1951. Orgelet er bygget i 1841 og restaureret/rekonstrueret omkring 2006. 

Fra tidligere sidealtre findes en bevaret sengotisk Maria-figur med Jesusbarnet. Den er nu opstillet i kirkeskibets sydøstlige hjørne. En bispehelgen fra samme tid findes i våbenhuset. Døbefonten er en romansk granitfont med fugle og planter på kummen.


Kirken er kun åben under gudstjenester og efter aftale med sognepræsten.

Grarup kirke er skillepunktet mellem etape 3 og 4 af Camino Haderslev Næs.