site logo

Skrydstrupkvindens Grav

På Skrydstrup mark, 1 km sydvest for Vojens, ligger den høj, hvori Skrydstruppigen blev fundet i 1935.

Egekistegraven lå midt i bunden af højen, dækket af nogle sten, men selve kisten var ikke bevaret. Skrydstruppigen har ligget i kisten på en kohud, var iført en trøje med halvlange ærmer og i øvrigt svøbt i og dækket af uldent, vævet tøj.

Ved siden af hovedet lå en kunstfærdig hue lavet i sprangteknik, men det mærkeligste var håropsætningen, en højt opsat "rokokkolignende" frisure, som det må have taget flere timer og krævet medhjælp til at sætte. Omkring hvert øre sad en guldring.

Frisuren, guldringene, egekisten og gravhøjen fortæller, at Skrydstruppigen hører til en socialt, velstillet familie. Her ved Hærvejen ser det ud til, at de familier, der boede her, førte an i fjernhandelen med de sydlige lande med pelsværk og rav og med bronze og guld.

Fundet er udstillet på Nationalmuseet i København, mens Haderslev Museum har fået fremstillet kopier af selve dragten. Det tidligere Vojens Kommune har desuden opstillet en bronzestatue af sit gamle bysbarn i den vestlige ende af Vestergade i Vojens.

Et skilt fra vejen fra Vojens - Over Jerstal viser vej til højen.